EU’s indre marked er ved at udvikle sig til en alvorlig trussel mod velfærdssamfundet
Kort før nytår valgte Kommissionen at sætte et direktiv om sundhedssektoren i venteposition. Ikke fordi det skal revideres grundlæggende. Kun fordi vi ikke må kigge for meget med, så længe Lissabon-traktaten ikke er vedtaget. Men vi ved så meget, at direktivet er i tråd med det mål Kommissionen og EU har sat sig for længe siden: Offentlige ydelser skal tilpasses det indre marked. Det betyder mere kommercialisering, mindre demokrati, og i mange tilfælde ringere ydelser.
På alle betydelige områder er der EU-initiativer i gang, som trækker i denne retning: Postvæsen, sundhedsvæsen, uddannelse, energi, sociale tjenesteydelser m.m. Målet er ikke at bringe ydelserne tættere på borgerne, styrke medindflydelse og demokrati, eller at sikre en højere kvalitet. Målet er alene at styrke EU’s konkurrencedygtighed, så EU kan blive den mest konkurrencedygtige økonomi i verden.
Der er ikke noget mærkeligt i at EU vil styrke konkurrencedygtigheden, men det må ikke ske for enhver pris. Og offentlige ydelser er et helt forkert sted at tage fat. Det er ydelser, som er kernen i ethvert ægte velfærdssamfund, og som skal leveres efter en helt anden logik – en social og demokratisk logik – end den, der hersker på markedet.
ATTAC-Danmark vil derfor give høj prioritet til at rejse debatten om det indre markeds betydning for den offentlige sektor. Vi vil knytte bånd til især faglige organisationer på området, og bl.a. ad den vej søge at sikre en folkelig debat om emner, der alt for længe har været forbeholdt specialister i traktatjura.
Den offentlige sektors fremtid vedrører os alle. Så hver gang nye forslag, må flere arbejde for at sikre offentlig debat. Den kommer nemlig ikke af sig selv. Det vidner den lumre taktik omkring sundhedsdirektivet om.