Kampen mod nyliberalistisk globalisering er også kampen for bæredygtig udvikling

Den internationale debat om bæredygtighed er ikke gammel. Kun nogle få årtier. Alarmklokkerne begyndte for alvor at ringe i 80’erne, hvor Brundtland-rapporten gjorde det klart for alle, at hvis verden skal give samme muligheder til vores børn som til os selv, må vi tage vare på ressourcerne. Siden har en stor international debat og en lang række internationale aftaler.

Alligevel må vi i dag, ca. ti år efter topmødet om bæredygtig udvikling i Rio i 1992, konstatere, at lidt eller intet sker på livsvigtige områder, og at stærke kræfter direkte modarbejder en international indsats for bæredygtig udvikling. Ikke mindst, så har multinationale selskaber intensiveret indsatsen i jagten på ressourcerne. Rovdrift på havets overfladens og undergrundens ressourcer er et større problem end nogensinde. Oven i købet bliver nye områder åbnet, nye områder sat på penge og miljøet gjort til en handelsvare. Vandet er en af de fælles ressourcer, som nu søges gjort til varer, til –skade for de fattigste.

Modtrækket mod de farer som de multinationale selskaber og den nyliberalistiske globalisering udgør, er bl.a. stærke internationale aftaler. Der er da også vellykkede eksempler, såsom Montreal-protkollen mod ozonnedbrydende stoffer, men mange aftaler er i dag svækket af mangel på politisk vilje til effektive løsninger, lige så snart, der kommer penge eller pengeinteresser i klemme.

* Det internationale arbejde mod klimaforandringer er f.eks. endt i en blanding af snæversynede afværgemanøvrer og i aftaler, der giver så mange muligheder for at købe og snyde sig fra at gøre noget reelt, at det har lange udsigter at få vendt udviklingen. Fokuseringen på økonomisk vækst uden hindringer eller grænser, får os til at glemme, at for andre på kloden er det den umiddelbare overlevelse, der står på dagsordenen. Nu synes ø-staten Tuvalus dage snart at være talte. Vandet stiger omkring den. Hvem bliver de næste?

* Der er stadig mange relevante bekymringer over at lade GMO-afgrøder sprede sig over kloden. Derfor indgik en lang række lande en aftale i 2000 om retten til at afvise produkter og afgrøder, som ikke er beviseligt sikre. Alligevel fremturer USA i WTO med retten til at sparke døren ind til andre landes markeder. Og med WTO-systemet i hånden er presset så stærkt, at også EU giver efter.

* Op mod en snes internationale miljøaftaler er i dag truet af WTO’s regler om frihandel. Den frie handel kan blive banebryder for både ozonnedbrydende stoffer, rovfiskeri og afskovning i hele verden. Til stor glæde for markedet store aktører –de multinationale selskaber- og til stor skade for klodens fremtid. I en fremtid, hvor hensynet til det frie marked går forud for alle andre hensyn, vil bæredygtighed blive et begreb fra historiebøgerne.

For ATTAC-Danmark er kampen for global og social retfærdighed og kampen for en bæredygtig udvikling ikke modsætninger, men to sider af samme sag. Og den sag handler først og fremmest om at få stoppet den nyliberalistiske globalisering. Det er en global udvikling, der må vendes, hvis vi skal overdrage kloden til vores børn i lige så sund eller bedre stand, som vi modtog den.

ATTAC-Danmarks landsmøde, maj 2003