Revideret traktat: Europas ATTAC’er siger "nej"

Den 11. marts 2007 offentliggjorde sytten ATTAC fra Europa deres ’10 principper for en demokratisk traktat’ som bidrag til et nyt grundlag til den europæiske union (EU). En grundig læsning af den reviderede traktat vedtaget af EU's medlemslande ved Europaråd d. 18 og 19. oktober viser, at denne ikke respekterer nogen af disse 10 principper. Derudover udgør den en forklædt version af den forfatningstraktat, som de franske og Hollandske vælgere har forkastet i 2005. Denne tekst er uacceptabel, såvel i dens tilblivelse som i dens indhold.

1. En anti-demokratisk metode

Europas ATTAC’er slog til lyd for en demokratisk proces i udarbejdelsen og vedtagelsen af enhver ny traktat, bl.a. ved de nationale parlamenters effektive deltagelse og ved forpligtelsen til at ratificere traktaten via et referendum i alle medlemslande. De ønskede også en kort traktat, hvilende i sig selv og forståelig for alle borgere. I stedet for, får vi endnu en gang en lang og ulæselig tekst, udfærdiget i lukkethed, som skal vedtages via parlamenter i de fleste stater; og det endda så hurtigt, at det i realitet forhindrer enhver form for offentlig debat.

2. En stadig fastlåst fremgangsmåde

Bortset fra nogle få, ubetydelige ændringer, hersker der stadigvæk en fremgangsmåde, der er præget af sammenblanding af den dømmende, lovgivende og udøvende magt. Europa Parlamentet forbliver udelukket fra beslutninger vedrørende vigtige områder i Fællesskabet og kan stadig ikke komme med forslag til lovgivning. Hvad de nationale parlamenter angår, så kan de ikke udtale sig om substansen i direktiver under udarbejdelse, selvom de tilknyttes beslutninger på et begrænset antal områder. Kommissionen, Unionens udøvende organ, sidder med lovgivende og dømmende magt, selvom den består af besiddere af den udøvende magt på nationernes plan. Lobbyisterne vil fortsat spille en central rolle, og kommissionens medlemmer vil ikke kunne blive valgt eller afsat af parlamentsmedlemmer. Borgernes bestemmelsesret begrænser sig til nogle få, gode hensigtserklæringer. Hvad angår den Europæiske Centralbank, så undslipper den sig enhver form for demokratisk kontrol, og dens eneste mål er stadig at sikre prisstabilitet; et mål, der er ophøjet til at være Unionens.

3. Ingen alternativer til nyliberalismen:

Pressen - især i Frankrig - har gjort meget ud af, at den ’frie og uhindret’ konkurrence ikke længere figurerer som Unionens mål. Imidlertid, igennem artikler, redegørelser og erklæringer, bliver det tydeligt, at denne konkurrence forbliver allestedsnærværende, og at ændringen ikke betyder et skridt væk fra den nyliberalistiske model. Det er konkurrencen, som regerer på området for offentlige ydelser, der ydes mod betaling, og dette princip risikerer at blive udvidet til de andre offentlige ydelser. Det er også konkurrencen, der bruges som påskud til at afvise regler som skal hæve det sociale niveau og sikre mod skattekonkurrence mod bunden. Traktaten, som den fremstår nu, gør det umuligt for staterne at vælge en anden model end den uhæmmede liberalisme.

4. Stadig begrænsede fundamentale rettigheder

Charteret for grundlæggende rettigheder er ikke integreret i den nye traktat; artikel 6 og bekendtgørelse 31 tilfører den en ’tvingende værdi’. Men det afgørende er, at disse rettigheder er af begrænset rækkevidde, og til deres anvendelse henvises til ’den nationale praktik og lovgivning’. Således skaber konventionen ingen europæisk social rettighed, men nøjes med svage og uforpligtende formuleringer. Desuden overvejer visse stater som Irland og Polen at få dispensation fra konventionen om de fundamentale rettigheder, uagtet hvor begrænset de er, og Storbritannien har allerede fået dispensation.

5. En militaristisk og pro-NATO traktat

Unionens fælles forsvar er udelukket betragtet i NATOs rammer, og militarisme er endda officielt opmuntret: "Staterne forpligter sig til efterhånden at udvide deres militære kapacitet." I terrorbekæmpelsens navn opmuntres der endda til militære interventioner i udlandet. Alle disse punkter forelå allerede i den gamle traktat (TCE) men er blevet genbrugt ord for ord i den nye.

Denne reviderede traktat er præget fra start til ende af nyliberalisme, såvel i de principper den lovpriser som i de politikker, den forfægter. De få, positive punkter sætter ikke fundamentalt spørgsmålstegn ved Unionens aktuelle fremgangsmåde eller ved dens demokratiske underskud. Derfor kan de Europæiske ATTAC’er ikke affinde sig med den. Det tilkommer befolkningerne at bestemme over deres fremtid; derfor er det nødvendigt at traktaten sendes til folkeafstemning i alle EU-lande.