Mord i bokseringen

 

Der var passende pomp og pragt, smil og blitzlys, da EU og de afrikanske lande underskrev en erklæring om fremtidigt partnerskab ved EU-Afrika topmødet i Lissabon den 9. december. Ironisk nok kommer den nye aftale om partnerskab samtidig med, at forholdet mellem de afrikanske lande og EU har nået et lavpunkt. Samme dag talte Senegals præsident Wade om et forestående ”seismisk” brud mellem Europa og Afrika.

 

Det er forhandlingerne om nye handelsaftaler, de såkaldte Økonomiske Partnerskabsaftaler (EPA), der skiller vandene. De afrikanske lande (minus Nordafrika, der ikke er en del af forhandlingerne) har beklaget sig højlydt i flere år over ublu krav fra EU, som de frygter vil føre til store tab i Afrika, såvel som i de andre u-lande i den såkaldte AVS-gruppe på op mod 80 u-lande, der også tæller lande i Caribien og Stillehavet. Når forhandlingerne er skredet frem i de senere uger, og er ført til delaftaler med omtrent halvdelen af de afrikanske lande, skyldes det kun trusler fra EU’s side. Det er umuligt at påstå, at aftalerne skyldes enighed mellem parterne. Derfor bør aftalerne ikke betragtes som endegyldige. Folketing og regering må arbejde for, at forhandlingerne holdes helt åbne.

 

Kravene fra EU har været vidtgående åbning af de afrikanske landes markeder for varer fra EU.

Den første handler om de ulige konkurrenceforhold og risikoen for at produktion i Afrika bliver udkonkurreret af europæiske varer. I en af de første rapporter fra EU hedder det f.eks. at aftalerne i den form, EU har lagt på bordet kan ”…føre til et kollaps for den vestafrikanske industrisektor” (”SIA of Trade Negotiations of the EU–ACP Economic Partnership Agreement”, 2003).

Den anden konsekvens er, at de afrikanske lande ikke får mulighed for at beskytte sin egen produktion under en industrialiseringsproces. Det er ellers den vej samtlige industrialiserede lande er gået. Den vej er EU ved at lukke for afrikanerne.

Den tredje konsekvens handler om de afrikanske statsbudgetter, hvor indtægterne fra told spiller en meget stor rolle. Lande som Ghana, Kap Verde, Gambia og Senegal står f.eks. til at tabe mellem 10 og 20% af statsbudgettet på fuldt gennemførte EPA-aftaler.

Den type kritik er repeteret utallige gange i de senere år i en lang række rapporter, herunder i redegørelser, Folketinget har bestilt hos Dansk Institut for Internationale Studier og Fødevareøkonomisk Institut.

Med de aftaler, EU har fået i hus med omtrent halvdelen af de afrikanske lande, er alle tre risici intakte, trods vedholdende afrikanske protester. Det kan endda være svært at se de afrikanske fingeraftryk. Selv tidsfristerne er relativt korte. Selvom nogle få sektorer ikke skal liberaliseres før om 25 år, skal langt de fleste liberaliseringer foretages inden for få år. Relativt hurtigt vil de to kontinenter stå i åben konkurrence – og udfaldet af den kamp synes givet på forhånd. Ujævnbyrdigheden blev beskrevet farverigt i 1990 af den daværende præsident for Tanzania, Julius Nyerere, der drog en ligning til en boksekamp:

”Hvis jeg sendes op i en boksering med Muhammed Ali, og vi begge får besked på at dyste efter samme regler, vil resultatet blive mord, ikke en boksekamp”.

Man skal ikke være økonom for at forstå, hvorfor de afrikanske lande har modsat sig de nye aftaler. Men lige så åbenlyst er det, hvorfor de ikke bare har kunnet forlade forhandlingsbordet. Kommissionen har længe sagt, med støtte fra Ministerrådet, at uden en aftale efter de retningslinjer, ville EU skrue ned for de afrikanske landes markedsadgang til EU. Toldsatserne vil slet og ret blive hævet pr. 1. januar 2008. Under forhandlingerne med f.eks. de vestafrikanske lande, har Kommissionen været meget konkret. Ghana og Elfenbenskysten har fået at vide, at den eksport, som vil blive ramt er f.eks. ananas, kakao, tun, bananer, aluminium og grøntsager.  

Derfor løb det de afrikanske regeringer koldt ned ad ryggen, da Kommissionen fremlagde et forslag i EU den 13. november. I forslaget annulleres de hidtidige betingelser for AVS-landenes markedsadgang, og nye blev foreslået indført. De nye regler i delaftalerne er en lille smule bedre på spørgsmålet om adgang til det europæiske marked end de nuværende, men det afgørende er, at de kun gælder for de lande, som har underskrevet en aftale om selv at åbne deres markeder betydeligt.

Dette meget konkrete varsel om, at EU ville beskære afrikanernes markedsadgang til EU udløste panik blandt ellers meget kritiske afrikanske lande, og fik dem til at skrive under i en fart.

Selv nogle af de mest forbitrede er blevet bløde i knæene kort før lukketid, og er ilet til Kommissionen for at skrive under på en delaftale om nogle af de største emner. Mens kun en håndfuld lande var imødekommende for et par måneder siden, kom omtrent halvdelen af de afrikanske lande ind i folden, inden den 20. december, hvor Kommissionens forslag blev vedtaget med bl.a. dansk støtte.

 

Der er alt i alt intet i dette forløb, der vidner om et partnerskab.

Som en diplomat fra Kenya sagde for nyligt til nyhedsbureauet IPS:

”Det siges, at kærlighed gør blind. I så fald må dette være ægte kærlighed, for vi er fulgt med uden rigtig at vide, hvor vi er på vej hen”.

I EU har medlemslandene og Kommissionen stædigt bedyret, at EU bare følger nogle regler i Verdenshandelsorganisationen (WTO), der angiveligt pålægger EU at kræve omfattende markedsadgang som modydelse for et relativt åbent marked for de afrikanske lande. Også den tidsfrist, forhandlingerne har haft, stammer fra en beslutning i WTO, nemlig den 31. december. Det kan lyde vældig autoritativt, men der er mange alternativer, hvis EU vil. Mange andre veje kunne være fulgt, men som EU ikke har vist interesse for. En mulighed var simpelthen at arbejde for at ændre reglerne i WTO, eller bare arbejde for fleksible fortolkninger. AVS-landene har for længst lagt et konkrete ændringsforslag på bordet. Dem har EU nærmest ignoreret. En anden var at arbejde for en længere tidsfrist, eller bare overskride den. Der ville gå flere år i WTO før det ville få betydning. Heller ikke det har hverken EU eller Danmark vist interesse for. En tredje mulighed var at undersøge muligheden for helt alternative handelsordninger.

Hovedarkitekten bag EU’s manøvre var EU-kommissionen, men intet EU-land gjorde indsigelse, heller ikke Danmark. En overvældende enighed blandt de afrikanske lande i kritikken af EU’s position, har derfor kunnet nedbrydes.

 

Spørgsmålet er nu om den danske regering, og ikke mindst det danske Folketing, alene vil notere sig, at aftalerne er ved at komme i hus, eller om der er plads til lidt ædruelig refleksion ved nytårstid. Forhåbentlig falder pendulet på det sidste.

For hvis de aftaler som nu er underskrevet fastholdes vil vi i de kommende år se konsekvenserne melde sig. Nogle afrikanske lande vil opleve intensiveret dumping af landbrugsvarer og industrivarer, og følgen vil være udkonkurrering af lokal produktion og underskud på handelsbalancen. Andre afrikanske lande vil se deres statsbudgetter skrumpe markant. Udover det tab af udviklingsperspektiver, der ligger i denne udvikling, vil den også vise sig i øget fattigdom.

 

Så hvis vi insisterer på, at fattigdomsbekæmpelse endnu er en hjørnesten i relationerne til Afrika, kan vi vælge mellem to veje. Vi kan justere EPA-aftalerne en smule hen ad vejen med den ene hovsa-løsning efter den anden. Eller vi kan tage tyren ved hornene nu. Det betyder, at forhandlingerne i den kommende tid må holdes helt åbne, og at også de midlertidige aftaler skal være til forhandling. Skal det kunne lade sig gøre, må et eller flere medlemslande tage førertrøjen inden for de næste måneder, og begynde at interessere sig for de alternativer, der har været hele tiden. Sker det ikke, er det meget svært at tage topmødeerklæringen om partnerskab alvorligt.