I den kommende tid gennemfører ATTAC-Danmark en række aktiviteter om lobbyisme i EU. Der er seminarer i Århus og København sidst på måneden, uddeling af et hæfte, en underskriftindsamling blandt organisationer m.m.
Anledningen er, at Kommissionen har fremlagt et længe ventet forslag om øget åbenhed og etisk adfærd, der slet ikke lever op til de løfter, Kommissionen gav i marts sidste år. Initiativet hedder ”Det europæiske åbenhedsinitiativ”, og forfatteren er EU-kommissær Siim Kallas. I modsætning til løfterne fra 2005, rummer forslaget ikke et oplæg til obligatorisk registrering af lobbyister, og heller ikke en overbevisende tekst om etisk adfærd.
På den led, kan man sige, at alt er som det plejer. Kommissionen giver gerne erhvervslivets lobbyorganisationer privilegeret adgang til beslutningstagerne, opretter gerne alle mulige organer for at høre de stærke økonomiske spilleres holdning til ny lovgivning. Men åbenhed er et ømt punkt.
Alligevel er der ved at ske noget nyt. Folketinget har f.eks. vedtaget enstemmigt, at der bør være obligatorisk registrering af lobbyister. Også andre steder i Europa er kravet om større åbenhed og mere kontrol med lobbyister i Bruxelles ved at blive rejst.
LOBBY PLANET: EN GUIDE TIL EU-KVARTERET
ATTAC-Danmark udgiver guide til erhvervslivets lobbyisme
ATTAC-Danmark har udgivet en kortfattet alternativ turistguide til kvarteret i Bruxelles, der rummer de store EU-institutioner; Kommissionen, Rådet og parlamentet. Det er institutionernes naboer, erhvervslivets lobbyorganisationer, der er fokus på. Med guiden i hånden vil turister i EU’s hovedby kunne forvisse sig om, at de politiske institutioner er omgivet af naboer med en mission; at fremme netop deres interesser over for beslutningstagerne.
Guiden udgives på dagen for et dialogmøde på EU-kommissionens danske kontor om EU-kommissionens ”åbenhedsinitiativ”, der især handler om lobbyisme. Initiativet blev annonceret sidste år af EU-kommissær Siim Kallas, som gav borgerne i EU en række banebrydende løfter om øget åbenhed om lobbyorganisationerne i Bruxelles.
Desværre endte Kallas’ initiativ med meget blege konkrete forslag, der ikke vil øge offentlighedens indblik i lobbyorganisationernes arbejde. Derfor vil ATTAC-Danmark i de kommende måneder gennemføre en række aktiviteter for at sikre et dansk pres på Kommissionen, bl.a. for at sikre obligatorisk registrering af lobbyister.
Hæftet kan rekvireres ved at sende en mail til
Bestil gerne flere eksemplarer, hvis du vil dele ud af dem.
Hæftet kan også downloades fra hjemmesiden:
ALTER-EU: EN EUROPÆISK KOALITION FOR ÅBENHED
I 2005 var ATTAC-Danmark med til at grundlægge en koalition af europæiske NGO’er og bevægelser for større åbenhed i EU om lobbyisme. Den kom til at bære navnet ALTER-EU (”the Alliance for Lobbying Transparency and Ethics Regulation”). Koalitionen, som i dag tæller mere end 100 organisationer, har siden spillet en vigtig rolle i debatten om lobbyisme, særligt om Kommissionens forslag om større åbenhed. Kommissionens forslag er ikke meget værd, så ALTER-EU vil have en del at gøre i den kommende tid.
En af opgaverne er at få flere til at støtte ALTER-EU’s udtalelse. I den kommende tid vil ATTAC-Danmark derfor søge opbakning til den.
Den er nu oversat, og følger nedenfor:
Lobbyisme: Stop hemmelighedskræmmeriet og erhvervslivets privilegier i EU
Undertegnede organisationer er dybt bekymrede over den voksende indflydelse, som erhvervslivets lobbygrupper har på beslutningsprocessen i EU. Over 15.000 professionelle lobbyister opererer i dag i Bruxelles, hvoraf langt de fleste repræsenterer erhvervslivet. Og de er stort set ikke omfattet af regler om åbenhed og etik. Udover at erhvervslivet bruger stadigt stigende summer på at øve indflydelse på beslutningerne, har EU-kommissionen udviklet en tradition for at give erhvervslivet privilegeret adgang. Den enorme indflydelse, som erhvervslivet har, underminerer demokratiet, og fører alt for ofte til, at vigtig lovgivning om beskyttelse på det sociale område, miljøområdet, eller forbrugerområdet, bliver forsinket, svækket eller blokeret. Som det første skridt mod at løse disse problemer, bør Kommissionen tage målrettede initiativer til at forbedre åbenheden omkring lobbyisme, og sikre, at ingen erhvervsgrupper får privilegeret adgang og indflydelse på politiklægning i EU.
Vi glæder os over ”Det europæiske åbenhedsinitiativ”, som blev lanceret i marts 2005 af Kommissær Siim Kallas. Særligt er vi glade for det mål, som handler om at indføre obligatorisk regulering og regler om rapportering for lobbyaktiviteter. Et obligatorisk system for åbenhed omkring lobbyisme er afgørende og må udformes, så der af hensyn til demokratiet, opnås et optimalt indblik i, hvilke bidrag, der gives til politiklægning i EU.
De undertegnede organisationer kræver følgende:
1. Lovgivning om åbenhed om lobbyisme i EU, som må indeholde følgende:
- Et obligatorisk system for elektronisk registrering og rapportering for alle lobbyister med et betragteligt årligt budget. Rapporterne skal være tilgængelig i en elektronisk database, der kan søges på, gennemføres sortering i, og downloades fra.
- Etiske regler for lobbyister, som håndhæves (f.eks. forbud mod at ansætte embedsmænd eller deres slægtninge med henblik på lobbyarbejde).
2. Et forbedret adfærdskodeks for embedsmænd i Kommissionen, herunder følgende:
- Optagelse af formelle og uformelle møder mellem Kommissionens embedsmænd og lobbyister, samt registrering af korrespondance (som skal være tilgængelig i en database, som der kan søges i via internettet).
- En længere ”afkølingsperiode” før Kommissærer og højere embedsmænd må påbegynde arbejde for lobbygrupper eller rådgivningsgrupper for lobbyister.
- EU-kommissionen bør opfordre de øvrige EU-institutioner, særligt Europa-Parlamentet og Ministerrådet, til at indføre lignende regler.
3. Kommissionen må ophøre med at give privilegeret adgang og upassende indflydelse til erhvervslivets lobbyister, bl.a. ved at indstille følgende aktiviteter:
- Fælles arbejdsgrupper, hvor erhvervslivet er repræsenteret, men hvor organisationsrepræsentanter for borgerinteresser holdes ude (f.eks. Cars 21, som består af embedsmænd fra Kommissionen, højtstående erhvervsfolk og lobbyister fra bilindustrien, men hvor miljøorganisationerne ikke er repræsenteret).
- Den privilegerede status, som erhvervslivets lobbyorganisationer har fået gennem fora som European Services Forum og Trans-Atlantic Business Dialogue.
Disse er minimumskravene, hvis ”Det europæiske åbenhedsinitiativ” skal være et meningsfuldt demokratisk fremskridt. Grupper med særinteresser forsvarer hemmelighedskræmmeri og privilegeret adgang ved at anbefale ”selv-regulering”, frivillige adfærdskodeks og andre pseudo-løsninger, der ikke vil øge den demokratiske kontrol med lobbyisters rolle i beslutningsprocessen i EU. Hvis EU-institutionerne indfører den slags regler i stedet obligatoriske regler om åbenhed og om etisk adfærd, vil det fuldstændig underminere ”Det europæiske åbenhedsinitiativ”.
Vi har dannet ”the Alliance for Lobbying Transparency and Ethics Regulation” (ALTER-EU, Alliancen for lobbyisme-regler om åbenhed og etik) for at hindre, at dette vigtige initiativ slår fejl.